Definition på fraktur
En fraktur kaldes også et knoglebrud. Disse knoglebrud
opdeles efter deres terminologi.
Der findes for eksempel en stress-fraktur, som
defineres som en revne i knoglen efter længere tids belastning.
Hvis knoglen i stedet er knækket helt over, kaldes
dette disloceret eller udisloceret fraktur, som afhænger om
knoglestykkerne sidder forskubbede i forhold til hinanden eller om de sidder
som normalt.
Er knoglerne derimod brækket mere end et sted, kaldes
dette komminutte frakturer, som hyppigst ses hos børn som kaldes
epifysiolyser, hvor der ses beskadigelse i vækstzonen i knoglen.
Frakturer opdeles ligeledes i åbne og lukkede, hvor de åbne
er hvor knoglen stikker ud gennem huden, og lukkede er med huden intakt.
Patofysiologi:
Når der sker en fraktur på en knogle, vil der være en
umiddelbar smerte, da nociceptorerne i periost vil blive stimuleret. Foruden
smerten vil der selvfølgelig også være en funktionsnedsættelse i det pågældende
område.
Der kan ligeledes komme ødemer, inflammation, misfarvning
af huden og fejlstilling af knoglerne.
For at kunne diagnoserer dette, anvendes der typisk MR- og
CT-scanninger. Dette skyldes, at ved stressfrakturer, kan revnerne være så små,
at de kan være svære at lokaliserer på røntgen.
Der kan dog også anvendes knogleskintigrafi, hvor man
indsprøjter radioaktivt sporstof i en vene, hvor man kan se, hvordan og
hvorledes det optages i knoglerne. Her vil de pågældende frakturer lyse op.
Behandling:
En behandlingsform vil være, at sætte knoglerne på plads
(hvis dette er nødvendigt) ved hjælp af en såkaldt reposition. Her skal man
være meget opmærksom på nøjagtig reposition i forhold til epifyseskiverne, da
dette ellers vil medfører deformiteter eller fejlstilling.
Når først knoglen er rykket på plads, er det selvfølgelig
nødvendigt, at immobiliserer det pågældende område for, at give området ro til
at vokse korrekt sammen. For at sørge for en optimal heling, skal området
holdes på plads eventuelt af bandage eller gips, afhængig af området.
I nogle tilfælde vil det være en nødvendighed, at tilføje
en ekstra fiksering. Her er der tale om behandlingsmuligheder i form af skruer,
metaltråde eller søm, som skal være med til at holde sammen på knoglerne, så de
kan vokse optimalt sammen.
Herudover kan kirurgen anvende en ekstern fiksering, hvor
der bores pinde ind i knoglen på hver sin side af frakturen, hvorefter de
stabiliseres med et stativ.
En fraktur er typisk 6 uger om at hele, hvor nogle
frakturer kan være længere om det. En årsag til den forlængede helingstid kan
eventuelt være blandt andet rygning. Dette skyldes, at nikotinen mindsker
blodforsyningen og hermed tilførslen af ilt og andre næringsstoffer, som
knoglerne har brug for til heling.
Udover beskadigelse af knoglen, kan der ligeledes ske en
beskadigelse af nerver, kar og sener. Derfor skal man også være opmærksom på de
eventuelle tegn på typisk infektion; varme, rødme, hævelse, smerte og
funktionstab. En typisk behandlingsform ved inflammation er antibiotika.
En af de øvrige og hyppige komplikationer vil være dyb
venetrombose (DVT), som også defineres som en blodprop i de dybe vener, deraf
navnet. DVT opstår typisk ved immobilisation og derfor er det vigtigt, at ved
immobilisation skal patienten have blodfortyndende medicin.
Udover denne DVT kan der også opstå en kontraktur, som
defineres ved nedsat bevægelighed i leddet, som er forårsaget af skrumpning af
kapslen efter immobilisation.(1)
(2)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar