Statistik

Definition:

Ved en bækkenbrud forstås et eller flere brud i bækkenet. De er relativt sjældne og årlig forekommer der ca. 20 -37 frakturer per 100.000 personer. De udgør fra 0,3 til 6% af alle frakturer.

Forekomst:

Bækkenfraktur kan ses i alle aldersgrupper, men ætiologien er forskellige for unge og ældre. Og kvinder er mere udsatte end mænd.

Bækkenfrakturer kan inddeles i stabile, delvist stabile og ustabile læsioner, hvoraf de stabile er langt de hyppigste.

Acetabulumfrakturen er inddraget i 20 % af tilfældene. Ved multitraumatiseret patienter ses frakturen op til ca.20%.

Op til 40 % af patienter med bækkenfraktur har samtidig intraabdominale læsioner, hvorfor frakturen er belastet af en høj morbiditet og mortalitet. Mortaliteten for isolerede bækkenfrakturer er således ca.11 % og for bækkenfrakturer ledsaget af komplicerede indre organskader ca. 31%.

Ætiologi og patofysiologi:

Det opstår hyppigst pga. et højenergitraume direkte mod bækkenringen/ved et indirekte traume, hvor kraften overføres gennem femur. Op til ca. 60% af bækkenfrakturer skyldes bilulykker. Bløddelæsioner dvs. komplikationer til brud i pelvisringen de være så omfattende og derved kræves der operation, da der ofte er karlæsioner, især af store bækkenvener, der kan danne voldsomme og akut livstruende retroperitoneale hæmatomer på op til 4 l.

Komplikationer:

Helt op til 18% er der risiko for at få komplikationer. Komplikationer kunne være dyb venetrombose som ses hyppigt, ligesom risikoen for lungeemboli er øget hos patienter med bækkenfraktur.

Acetabulumfraktur:

Ætiologi og patofysiologi: Ulykkesmekanismen er oftest forårsaget af et direkte højenergitrauma, fx et trafikuheld, fald fra stor højde eller en sportsaktivitet. Opgørelsen angiver, at acetabulum-og pelvisfrakturer udgør ca. 2 % af alle frakturer. (42)

Prognose:

Prognosen er god for ca. 75% af behandlede patienter. Det viser sig til at yngre patienter under 40 år klarer sig bedre end de patienter som er over 40 år, primært pga. at de yngre patienter har en bedre knoglekvalitet. 

Hoftenære frakturer:

Definition:

En hoftenær fraktur, også kaldet en hoftefraktur, defineres som fraktur af femur proksimalt for et punkt beliggende 5 cm under trochanter minor. Et intrakapsulær fraktur, også kaldet en medial hoftefraktur eller collum femoris-fraktur, opstår proksimalt for kapslens tilhæftning på femur. En ekstrakapsulær fraktur, også kaldet for lateral hoftefraktur eller en pertrokantær fraktur, opstår i trochanterregionen distalt for kapslens tilhæftning på femur.

Subtrokantær fraktur: fraktur som afficerer den proksimale femurmetafyse under trochanter minor samt repræsenterer en overgangsform mellem den hoftenære fraktur og den diafysære femurfraktur.

Forekomst: 

Kan sagtens opstå i alle aldre, men ses mest hos de ældre mennesker. Det viser sig at i de industrielle lande er risikoen for at få en hoftefraktur i løbet af et livsforløb 18 % hos kvinder mens det er kun 6% hos mænd.

Prævalensen stiger fra omkring 3 % hos kvinder i alderen 65-74 år til 13 % hos kvinder i alder i 85 år eller ældre. I Danmark behandles der ca. 5.000 hoftenære frakturer om året.

Ætiologi og patofysiologi:

Hoftefrakturer opstår hyppigst ved fald med slag direkte over trochanter major. Incidensen er specielt afhængige af tilstande, der øger risikoen for fald, samt osteoporose. Begge er relaterede til høj alder. En medial collum femoris-fraktur uden dislocation/let valgusstilling i frakturen kan være belastningsstabile. Alle andre hoftenære fraktur er ustabile ved belastning.

Hvis frakturen ligger inden for hofteleddets kapsel, opstår der risiko for iskæmi af caput femoris pga. afbrydelse af ascenderende blodkar til caput femoris i collum femoris, højt tryk i frakturhæmatomet, der er lukket inde i ledhulen samt evt. dislokation af caput femoris. (42)

Komplikationer til mediale collum femoris-frakturer:

Caput femoris-nekrose samt manglende heling inden for de første 2 år er den mest hyppigste komplikation ved dislocerede mediale collum femoris frakturer som ses med en hyppighed på 20-36 %.

Risikoen for at få en dyb venøs tromboembolisme(DVT) er ca. 10 %, hvorved man profylaktisk      går ind og behandler patienterne med heparin, for at kunne reducere forekomsten af DVT komplikation helt op til ca. 50 %.

Der vil være en risiko for at få en dyb sårinfektion på ca. 1%, forudsat anvendelse af antibiotika profylaktisk.

Prognose:

En ud af fem dør inden for det første år, hvilket vil også sige at en ud af fire ældre kræver øget hjemmepleje efter en hoftenære fraktur.

Epifysiololysis capitis femoris:

Definition: En afglidning af caput femoris-epifysen fra metafysen gennem epifyseskiven. Mekanismen er en afglidning af metafysen udad og opad, idet epifysen fastholdes i acetabulum ved ligamentum teres capitis femoris,

Forekomst:

Optræder i blandt børn i puberteten(10-15år) og helt op til 60 % af tilfældene hos drenge.

 Patofysiologi:

Ukendt i de fleste tilfælde. Disponerende biomekanisme faktorer er overvægt, øget collum femoris-retroversion, samt skråtstillet epifyseskive. Disponerede biokemiske faktorer er pubertetens ændrede hormonbalance samt evt hypotyroidisme/ hypogonadisme.(42)

Klinisk fund:

Symptomer og fund: Diagnosen bliver ofte stillet sent. Prævalensen for bilateral lidelse siges til at være op til 60%, hvorfor opmærksomhed skal henledes på contralaterale caput femoris epifyse. Sygdommen kan klassificeres i kliniske kategorier: preslip, acute, chronic og acute-on-chronic.

I preslip-fasen er symptomerne smerter i lysken med haltende gang og belastningssmerter.

Ved objektivet undersøgelse findes typisk manglende indadrotation i hofteleddet. Acute-typen udgør ca.15 % og defineres ved mindre end 3 ugers symptomer, udadrotationsfejlstilling af underekstremiteten med forkortning og smertebetinget reduceret hofteledsbevægelighed.

Den hyppigste form er den kroniske, der udgør ca. 85 % af tilfældene. Den karakteriseres ved at man har flere måneders vekslende smerter i knæ, lår eller lyske.

Objektivt ses der en haltende gang, manglende indadrotation, abduktion og fleksion i hofteleddet.

Acute-on chronic er karakteriseret ved at der ses kroniske symptomer, der er pludselig udvikles til akutte intensiverede symptomer som tegn på en pludselig forværring af epifyse -afglidningen.

En anden klassifikation inddeler læsionerne i stabile- barnet kan støtte på benet uden og med krykkestokke- og ustabile- barnet kan ikke støtte på benet uden eller med krykkestokke.

De ustabile type har en prævalens på avaskulær caput nekrose på op til 50 % modsat de stabile, der har en prævalens på 0 %. (37)

Calve- legg-Perthes sygdom:

Definition: Avaskulær nekrose af femurs proksimale epifyse hos børn. (42)

Forekomst: Ses i alderen af 2 til 12 år. Forekommer hos ca. 15 per 100.000 børn yngre end 15 år.

Ætiologi og patofysiologi:

Ætiologi er ukendt. Det vides ikke helt hvorfor, men muligvis skyldes det en koagulationsforstyrrelse til grund for lidelsen